Jeg har en bokskatt.
Mange bokskatter. Men den største av de alle sammen, er en bok som hører hjemme på bøkenes kirkegård. Den er fra 1881 og ble en gang sendt som gave til Frøken Marie Kaurin fra en ung seiler, med kun et ord som hilsen erindring- juleaften 1881. Diktet med samme navn står trykket inne i boken. Men det diktet jeg gjerne vil dele med deg er om den uendelig vakre sabbathstillhed av Andreas Munch. Som du kanskje allerede har erindret er min bok en lyrikkbok av norske lyrikere fra 1800-tallet. Den fineste gaven jeg noen sinde har fått.

Sabbathstilhed! Kunde jeg din rene, klare Himmelsmildhed Kun bevare, Naar den falder sødt og sagte Paa mit plagte, Arme Hjerte Lig en Sommerregn, der drysser Paa den tørre Jord og kysser Bort den lange Hedes Smerte. Sabbathstilhed! Din er ikke Dvalens døde Tunge Stilhed - Ei den øde Tomhed paa forladte Steder - Nei, du glæder Mig med Livet, Ved din Aande Sjælen bæver Som et Foraarsblad, og hæver Sig til Ham, som Alt har givet. Sabbathstilhed! Har du ret opfyldt mit Hjerte Med din Mildhed, Kan ei Smerte, Kan ei Verdens Larm og Vildhed Mere tage Mig tilbage, Meer forstyrre Himmelsfreden - Aldrig meer, thi Evigheden Er dit Udspring, Sabbathstilhed!

Akk hvor ofte etterlengtet den stillheten er. Det er rart... for enn hvor lett eller vanskelig hjertet og livet har det. Så er allting godt når en blir gitt muligheten til å sette seg ned og bare være. Filosofere. Undre. Og elske livet. Det er når jeg først tenker over det at jeg virkelig elsker livet. Alt det vakre uutgrunnelige.